Transparency
"Trods forestillingens helt igennem usympatiske tema: korruptionens væsen, endte den som en af de smukkeste forestillinger, der længe er set. "
Terpsichore oktober 2011
Dansere fra Rusland, Australien, USA, Finland og Bulgarien mødes i en ultra fysisk forestilling om
korruptionens væsen.
Forestillingen præsenteres som en del af "KICK BACKS – en festival om korruption" der arrangeres i samarbejde med Transparency International Danmark. Hele festivalen foregår I Dansehallerne på Carlsberg.
Medvirkende
Koreografi af Lotte Sigh
Visual Design af Lars Egegaard Sørensen
Musik af Tune Madsen
Kostumer: Wali Barrech
Dans af Sasha Elchaninova, Phillip Benjamin Jenkins, Niya Lulcheva, Sophia Mage, Sam Vaherlehto, Natalia Ibragimova og Anastasia Tokranova.
Produktion af Copenhagen Dance Arts & Dance Promotion
Foto af Daniel Urhøj
Layout af Kristian Levin
Forestillingen er støttet af Kunstrådet, Københavns Scenkunstudvalg og
Konsul George Jorck og Hustru Emma Jorck's Fond
Forestillingen havde premiere på Dansescenen d. 6. oktober og spillede 20 gange i forbindelse med festivalen Kick Backs arrangeret i samarbejde med Transparency International..
KICK BACKS –en festival om korruption.
I efteråret 2011 lancerede Copenhagen Dance Arts og Transparency International Danmark en omfattende festival om korruption. Festivallen var for alle, som er samfundsfagligt og kunstnerisk interesseret, idet der blev sat fokus på korruptionens mange ansigter gennem danseforestillinger og foredrag.
En festival i krydsfeltet mellem kunst og videnskab, med det formål at sætte fokus på emner som korruption, nepotisme, magtmisbrug, bestikkelse, lobbyisme, whistleblowing m.v. i ind- og udland. Blandt bidragsyderne til de mange forskellige workshops og foredrag var danske forskere, erfarne politikere samt repræsentanter fra den private, offentlige og civile sektor.
Dans og debat i kamp mod korruption
Danseanmeldelse
af Gert Poder
Den findes overalt, i og mellem stater, virksomheder og lokalsamfundene. Den bygger på grådighed og sluger alt, hvad der hedder loyalitet, fællesskab, ære og moral ved at skabe sine egne spilleregler og ændre dem, når nogen kommer for tæt.
En sådan plage er korruption. Den officielle definition er »misbrug af betroet myndighed for egen vindings skyld«. Den forkrøbler hele samfund. Fattigdom og kriminalitet går i dens fodspor og globalt er den er snarere reglen end undtagelsen.
En af de organisationer, der bekæmper denne pengenes kræft, er Transparency International. Den blev dannet i 1993 af tidligere medarbejdere i Verdensbanken, som var blevet opmærksom på problemets omfang i udviklingsbistanden.
Rå fysisk dans
Med Copenhagen Dance Arts-forestillingen Transparency sparker Transparency Internationals danske afdeling Kick Backs – en festival om korruption! i gang.
Ud over dansen byder TI Danmark på en række foredrag om forskellige sider af korruption, herunder om Danmark kan leve op til rollen som verdens mest anti-korrupte land.
Det er den rå kropslighed og korruptionens fordækte spil, der er i centrum for dansen. De syv dansere fra Rusland, Bulgarien, Kazakstan, USA og Australien legemliggør korruptionens afskyelige sider i koreograf Lotte Sighs komposition.
I en fascinerende blanding af trin fra ballettens beherskede kropssprog, den moderne dans ubundne individualisme og figurer med rod i kampsport gennemlever de syv kroppe den fremmedgørelse, dobbelthed og undertrykkelse, der er en del af korruptionens væsen.
Det sker til Tune Madsens på én gang disharmoniske og rytmiske lydunivers og i et enestående visuelt design af Lars Egegaard Sørensen. En stor del af dramaet fortælles gennem hologrammer – videobrudstykker af dansescener, der er projiceret i rummet tilsyneladende ud af ingenting.
Den farligt truende og menneskefjendske stemning understreges effektivt af den pakistansk/kroatisk fødte designer Wali Barrechs surrealistiske kostumer i hvid gaze – som forbindinger, der holder korruptionens sår og skader på plads.
Korruptionens skader
Dette overmåde konkrete og fysisk rå danseværk, afviklet i et morderisk tempo, er en tankevækkende nyskabelse – en ordløs kommentar til en af denne klodes mest invaliderende fænomener.
Ifølge Transparency International udgør alene bestikkelse i forbindelse med internationale investeringer og handel cirka 500 milliarder kroner om året. Det svarer til verdens samlede udviklingsbistand.
Verdensbanken anslår, at bestikkelse koster den globale økonomi et tusind milliarder dollars årligt. Heri er ikke medregnet indirekte omkostninger, fordi korruption fører til lavere investeringer og lavere økonomisk vækst.
Transparency. Copenhagen Dance Arts. Koreografi:Lotte Sigh. Dansehallerne, til 21. oktober.
Fra Terpsi Chore
18.10.2011
Transparency - skal opleves18.10.2011Af Mie Scott Georgsen (stud.mag.) |
|
DANSEOPLEVESE Trods forestillingens helt igennem usympatiske tema: korruptionens væsen, endte den som en af de smukkeste forestillinger, der længe er set. Hvordan det? Find svaret – se forestillingen. Nu. Indtil da får du disse ord. |
|
|
